Det var min sidste nat med familien i et sommerhus på Rømø, og jeg tænkte, at himlen over Rømø måtte være et godt sted at se stjerner. Så varmt klædt på stod jeg nu under himlen på Rømø og med strakt hals.
Netop som jeg forlod den varme brændeovn og stuens lys var min tanke, at der intet var at se. Men jeg blev alligevel ved med at betragte den sorte måneløse himmel. Det slog mig også, hvor længe siden det var, at jeg sidst har set på stjernehimlen. Jeg havde min mand med, og de røde blink fra flyvemaskinen, der sås over os, var ikke det vi var kommet for. Som barn var stjernerne bare der – som en del af verden. I dag er 80 procent af Jorden så lysforurenet, at de fleste af os sjældent ser mere end et par håndfulde af dem.
Men efter nogle minutter vænnede vores øjne sig til at se på mørke og stjernebillede eller stjernebillede var klart på himlen. Og så dukkede Mælkevejen også op. Det var den jeg havde tænkt på, da jeg ville ud at se på stjerner. Som et ekstra lysende stykke fløjl over himlen. Jeg kan slet ikke huske, at jeg har set den i flere år.
Det var et rørende og glædeligt gensyn at se på stjernevrimlen. Tænk, hvis jeg havde givet op efter det første minut – så var jeg gået glip af både stjerner, Mælkevej og et enkelt stjerneskud.
Jeg finder også spejle for mit indre liv i naturen. Også denne nat. Den mørke himmel føltes som en påmindelse om alt det i os, vi ikke altid ser klart. Vores tanker og følelser kan virke uigennemsigtige, indtil vi tør blive stående lidt i mørket sammen med dem. Først dér begynder vi at se konturer, mønstre og lysglimt. Vi husker, hvad vi holder af. Vi husker, hvad vi længes efter. Og vi husker, hvad der virkelig betyder noget.
Hvis du også længes efter at se klarere – ikke kun mod stjernerne, men mod dine egne drømme – kan en coach hjælpe dig med at finde retningen. Nogle gange skal der bare lidt tålmodighed og det rigtige selskab til, før lyset dukker op. Book en gratis afklarende samtale på 2074 1217.
