Jeg læser lige nu Robert Louis Stevensons (ja, det er ham med Skatteøen) rejseerindringer “Rejse med et æsel i Cevennernes” fra 1879. Det er underholdende, at RLS faktisk ikke er ret god til det der med at rejse. Han har problemer med sit dovne æsel, provianten, med de sure lokale og især med at finde de rette stier. På den måde adskiller hans rejse sig ikke langt fra vores andres rejseoplevelser.
Man forstår på ham, at han havde brug for en pause væk fra sit normale liv og et sted skriver han: “Jeg rejser ikke for at komme et sted hen, men for at komme et afsted. Jeg rejser for rejsens skyld. Det vigtige er at bevæge sig, at mærke vores livs behov og fordringer for at forlade civilisationens dundyne og finde kloden granithård og oversået med skarpe flintesten.”
RLS rejser altså for at opleve noget andet end det bløde, varme og velkendte.
Selv rejste jeg ikke rejste længere væk i sommerferien end Bornholm. Det er ikke ligefrem uden for civilisationen. Men en morgen beslutter jeg mig for et lille privat eventyr. Jeg står op kl. 4.30 og vandrer de 8 km rundt om Hammerknuden og hjem igen.
Lyset er først gråblåt som den blå time på en overskyet dag. Jeg går i min egen stilhed midt i naturens morgensand. En kalv giver et lavt utilfreds brøl fra sig, da jeg går forbi. Fjerne skrig fra en måge. En let summen fra cikader og insekter. Men jeg er andægtigt stille på min vandring.
Men i horisonten lyser først rødligt og derpå kraftigere orange og til slut stråler gult og hvidt lys frem. Netop som solen stråler over bakken, når jeg til Salomons kapel, der bliver badet i røde stråler.
Det er først ved Hammeroddefyr, at jeg igen støder på ægte civilisation, i form af et hvidmalet hus med antenne og og det virker helt underligt efter den lange gåtur på klipper og stier. Jeg går ad klipperne langs med kysten, imens solen stråler varmer og stråler. Det ligner en salme.
Kl. 7.00 når jeg Opalsøen. Her smider jeg mit tøj – ja jeg har badetøj på – og tager en morgendukkert i Opalsøens grønne vand. Det er en fantastisk kølig belønning, nærmest poetisk, og jeg har hele det normalt så travle sted for mig selv. Klippen skråner ned i søen og jeg er ved at glide på stenene under mig. eg havde gerne delt oplevelsen med nogen, men det var magisk at gå vejen selv.
En beskeden pilgrimsrejse på 8 km. Men også den bedste oplevelse i min sommerferie. Det var ikke, fordi jeg skulle et sted hen – der var udelukkende for rejsens skyld, for at bevæge mig selv og “finde kloden granithård og oversået med skarpe flintesten.” De hårde flintesten minder mig om, at vi ikke har brug for alt det vat og varme. For livet er især interessant, når vi går af nye veje, sveder imens og får ømme fødder. Der skal nok blive tid til en kølig svømmetur senere.
Vandringer med et æsel i Cevennerne af Robert Louis Stevenson | Bog & idé